Biceps brachii, ofte kaldet “armens tohovedsmuskel”, spiller en central rolle i armens bevægelser og funktioner. Den er en polyartikulær muskel, hvilket betyder, at den spænder over både skulder- og albueleddet, og dens opbygning gør den i stand til at udføre flere vigtige bevægelser.
Musklen består af to hoveder: det lange hoved, caput longum, som udspringer fra skulderbladets øvre kant, nærmere bestemt tuberculum supraglenoidale. Dette hoved løber gennem en rille på overarmsknoglen, sulcus intertubercularis, og er omgivet af en smørende synovialskede. Caput longum har også en vigtig funktion i at stabilisere skulderleddet, især når armen løftes ud til siden. Det korte hoved, caput breve, har sit udspring fra processus coracoideus, et fremspring på skulderbladet. Dette hoved har en kortere og tykkere sene, som trækker direkte mod underarmen, og det spiller en primær rolle i kombinerede bevægelser, hvor skulderen og albuen flekteres samtidig.
Begge hoveder samles i en fælles muskelbuk, som munder ud i en flad sene, der fæster på tuberositas radii på underarmen. Via en bindevævsstruktur kaldet lacertus fibrosus eller bicipital aponeurose, fortsætter musklen med en fascieforbindelse til underarmens mediale side. Denne forbindelse skaber en biomekanisk “kinetisk kæde”, som hjælper med at overføre kraft til håndleddet og stabilisere underarmen under bevægelse.
Bicepsmusklen bidrager især til albuefleksion og supination af underarmen. Albuefleksionen er mest effektiv ved en bøjning på cirka 90 grader, hvor muskelfibrene har optimal overlap, hvilket giver maksimal kraftudvikling. Undersøgelser har vist, at det korte hoved aktiveres mere under koncentriske curls, mens det lange hoved især arbejder under den ekcentriske fase, når armen sænkes. Når det kommer til supination, altså rotation af underarmen, er bicepsmusklen en dominerende muskel, men kun når albuen er bøjet over 60 grader. Ved fuld armstrækning har den derimod minimal effekt på supination. Denne bevægelse skyldes, at radius roterer omkring ulna, og biceps’ sene trækker i radius for at udføre denne rotation.
Bicepsmusklen bidrager også til skulderfleksion, men kun i begrænset omfang – mindre end 15 procent af den samlede kraft. Denne funktion er mest udtalt, når armen er let abduceret, som for eksempel ved front raises. Her har det korte hoved en momentarm, der er tre gange større end det lange hoved, hvilket gør det mere effektivt i denne bevægelse.
Musklens funktion ændrer sig markant afhængigt af armens position og belastningens retning. Den interne momentarm, som er den afstand, musklen har til albueleddets rotationsakse, er størst ved 90 graders albuebøjning, hvilket forklarer den øgede kraft ved denne vinkel. Det betyder, at øvelser som spider curls, hvor overarmen holdes lodret, kan maksimere den mekaniske belastning på biceps. Supinationens effektivitet stiger også kraftigt mellem 30 og 90 graders fleksion, mens den er minimal ved fuld armstrækning. En vigtig biomekanisk begrænsning er aktiv insufficiens, som opstår, når musklen er forkortet for meget, for eksempel ved samtidig maksimal skulder- og albuefleksion, hvilket nedsætter dens evne til at udvikle kraft. Derfor anbefales det at træne biceps i en skulderposition mellem 30 og 50 grader abduktion, som for eksempel ved incline dumbbell curls, for at opnå optimal muskelaktivering.
Biceps arbejder ikke alene om albuefleksionen. To andre muskler, brachialis og brachioradialis, deler arbejdsbyrden. Brachialis ligger dybt under biceps og er uafhængig af underarmens rotationsstilling. Den er især aktiv ved proneret håndstilling, som ved hammer curls, og kan stå for op mod 70 procent af fleksionskraften i visse vinkler. Brachioradialis hjælper til ved neutrale greb og er mest aktiv ved fleksion mellem 50 og 70 grader, især under hurtige bevægelser. Den er også en hyppig kilde til overbelastningssmerter ved gentagen brug, for eksempel ved curls med krollet stanggreb. Ved 90 graders albuebøjning med supineret underarm bidrager biceps cirka 52 procent af fleksionskraften, mens brachialis og brachioradialis bidrager med henholdsvis 30 og 18 procent.
For at optimere bicepsudviklingen er det vigtigt at forstå musklens unikke responsmønstre. At isolere musklen ved 90 graders albuebøjning, som ved preacher curls, eliminerer hjælp fra skuldermusklerne og øger spændingen i senefæstenerne. Skulderabduktion, som ved incline dumbbell curls, forlænger det lange hoved og skaber en eksentrisk overbelastning i den øverste del af bevægelsen. Grebsvalg har også stor betydning: et supineret greb maksimerer bicepsaktiviteten og mindsker brachioradialis’ rolle, mens hammergreb aktiverer brachialis mere og kan mindske risikoen for tendinopati i det lange hoved. Træningsprogrammer kan periodiseres med fokus på hypertrofi ved 6-12 gentagelser med en langsom eksentrisk fase, mens styrketræning typisk involverer tungere belastninger og færre gentagelser, eventuelt suppleret med kædebelastning for at opretholde spænding gennem hele bevægelsen.
Skader i biceps er ikke usædvanlige og kræver specifik behandling. Proximale tendinopatier i det lange hoved viser sig ofte som smerter, der stråler til skulderen og forværres ved modstand mod supination. Rehabilitering inkluderer isometriske holds ved cirka 60 graders fleksion og excentrisk træning med kabelmaskiner. Distale rupturer, som typisk opstår ved pludselige, kraftige excentriske belastninger med proneret underarm, ses hyppigst hos vægtløftere og gymnaster og kræver ofte kirurgisk reinsertion inden for to uger efter skaden. Postoperativt immobiliseres armen i fleksion og supination for at fremme heling. Differentialdiagnostisk skal man skelne mellem brachialis-relaterede smerter, som forværres ved fleksion med pronation, og neurologiske problemer som C6 radikulopati, der kan give lignende symptomer men med neurologiske udfald.
Effektiv træning og behandling af biceps brachii kræver en videnskabeligt funderet tilgang. Variation i træningsvinkler, volumenstyring og korrekt grebsvalg er nøgleelementer for at maksimere muskeludvikling og forebygge skader. Desuden er teknikker som excentrisk overload, fascia release og neuromuskulær aktivering undervurderede redskaber, der kan forbedre både funktion og restitution. Selvom biceps’ æstetiske potentiale i høj grad afhænger af genetiske faktorer som muskelbugets længde og seneforløb, er dens funktionelle betydning for daglige bevægelser og sportspræstationer uomtvistelig.